Foreningens historie

Andelsboligforeningen Haraldsted blev stiftet i 1960. Ejendommen blev bygget i 1936 og rummede oprindeligt 170 lejligheder fordelt på 17 opgange i Haraldsgade 19–51.
Stiftelsen
Andelsboligforeningen Haraldsted blev stiftet på en generalforsamling den 20. december 1959. Mødet blev holdt i Folkets Hus på Jagtvejen, det senere Ungdomshuset.
Lejerformand Holger Christensen og advokaterne Christian Arnskov og Robert Mikkelsen gennemgik salgsbetingelserne fra A/S Forenede Ejendomme:
- Købspris inkl. omkostninger: 2.670.000 kr.
- Forventet årlig udgift: 279.000 kr.
- Månedlig husleje: 183,50 kr. inkl. varme
Københavns Kommune havde tilbagekøbsret til grunden. Foreningen blev stiftet med alle stemmer mod én. Holger Christensen blev foreningens første formand, og de to advokater blev administratorer.
Husordenen gennem tiden
Uddrag af husorden fra 1936
Støj og unødigt Ophold paa Trapperne er forbudt. Børn maa ikke lege paa Trapper, i Kældre, paa Loftsgange eller paa Banke- og Tørrepladser. Skrigen, Raaben, Boldspil, Støj eller støjende Leg maa ikke finde sted. Al Leg i Gaarden maa ophøre Kl. 19. Plænerne og Kantstenene, der omgiver disse, maa ikke betrædes.
Vaskerum og Tørrerum afbenyttes efter Turlisten. Gasmønter udleveres hos Varmemesteren.
Der er installeret Fællesantenne efter Professor Absalon Larsens Patent. Det forbydes at bryde Plomben paa Antennen i Lejligheden. Saafremt Antennen benyttes uden Kondensator, vil andre Radioapparater forstyrres.
Affald maa kun nedbæres i Tiden inden Kl. 11 Form. og efter Kl. 21 og kun tømmes i Skarnkasserne.
Uddrag af husorden fra 1959
Støj generer ikke den, der frembringer den, men derimod de mange ufrivillige, som hører på den. Al støjende adfærd i lejligheder, på altaner, trappegange eller gårdsplads er derfor forbudt. Børnenes leg er ikke undtaget fra reglen. Bestyrelsen har til enhver tid ret til at træffe anden bestemmelse til opretholdelse af ro og orden.

1962–1972
På generalforsamlingen den 15. juni 1962 kunne formand Holger Christensen melde, at andelsboligforeningen var en succes. 166 lejligheder var gået over til andel, og én var funktionærbolig. Kun tre lejligheder var stadig lejeboliger.
På samme generalforsamling blev det afvist, at børnene måtte lege på græsplænerne. Begrundelsen var, at plænerne ville blive ødelagt.
I 1972 stoppede Robert Hansen som varmemester. Han havde i 30 år været en stor hjælp for Haraldsted. Samme år gik der ild i tagetagen i nr. 33, formentlig på grund af en fejl i en dybfryser på loftet:
- Otte loftsrum brændte.
- Fem lejligheder fik vandskade.
- To lejligheder fik ødelagt køkkengulvet af gløder, der faldt ned gennem luftkanalerne.
- De to øverste etager af hovedtrappen blev svært beskadiget.
Mens taget blev repareret, kom der et kraftigt regnvejr. Det gav yderligere store vandskader i lejlighederne på 2., 3. og 4. sal.
På generalforsamlingen den 8. maj 1972 gik Holger Christensen af som formand efter 12 års tro tjeneste. Næstformand Poul Topp blev enstemmigt valgt i hans sted. På det tidspunkt var kun én lejebolig og funktionærboligen endnu ikke andelsboliger.
Poul Topp døde samme år. På et bestyrelsesmøde den 4. september 1972 blev næstformand Bruno Jørgensen konstitueret som formand.
1973–1989
Allerede på sin første generalforsamling den 4. maj 1973 meddelte Bruno Jørgensen, at han ikke ønskede at fortsætte som formand. Næstformand Else Din blev valgt i stedet. Det blev også besluttet at indrette et nyt bestyrelseskontor ved siden af varmemesterens, så andelshaverne fik bedre kontakt til bestyrelsen.
På generalforsamlingen den 9. maj 1977 blev huslejen sat op med 100 kr. Halvdelen skulle gå til en kedelfond, så ejendommen kunne få et bedre varmesystem. Forslaget gav en livlig debat, og i referatet blev en af andelshaverne omtalt som "pauseklovn".
På generalforsamlingen den 10. maj 1988 gik Else Din af efter 15 år som formand. Vivi Kristensen blev ny formand og skulle følge efter en meget populær forgænger.
1990–2004
I 1990 blev ejendommen brandsikret efter de nye regler, og det blev besluttet at indlægge fjernvarme.
I 1992 installerede foreningen dørtelefoner. De gav debat på den følgende generalforsamling, fordi farven hvid åbenbart var et forkert valg. Samme år tog bestyrelsen under Vivi Kristensen hul på debatten om at købe grunden af Københavns Kommune, fordi hjemfaldspligten på lang sigt kunne skade foreningen.
Bestyrelsen lod sig ikke slå ud. På generalforsamlingen i 1993 foreslog den nye vinduer og altandøre mod Haraldsgade til 2.500.000 kr. Vinduerne må have været i meget dårlig stand, for hverken farven eller prisen gav protester. Samtidig blev der købt et lille legehus og et vippedyr til børnene. Allerede i 1994 blev det vedtaget også at skifte vinduerne mod gården.
I 1996 stod legepladsen ved nr. 33 færdig. I 2003 fik den faldunderlag.
Grunden bliver købt fri
På generalforsamlingen i 1996 foreslog bestyrelsen at købe foreningen fri af kommunens tilbagekøbsret, som ellers ville træde i kraft i 2020. Prisen var 10.272.679 kr. Forslaget blev nedstemt med et stort flertal. Det skulle senere vise sig at blive en dyr beslutning.
Bestyrelsen forsøgte allerede samme efterår at få beslutningen ændret på en ekstraordinær generalforsamling, men uden held. Vivi Kristensen gav dog ikke op. For hende var det afgørende, at foreningen selv fik kontrol over sin fremtid.
På generalforsamlingen i 1998 kom forslaget op igen. Efter en kraftig debat i medierne og med hjælp fra eksperter på generalforsamlingen gav andelshaverne Vivi og bestyrelsen ret og vedtog forslaget. De to års ventetid kostede dog foreningen 3.200.000 kr., fordi prisen i mellemtiden var steget til 13.500.000 kr.
Nye formænd
På generalforsamlingen i 2002 gik Vivi Kristensen af efter 14 år som formand. Næstformand Allan Pedersen blev valgt i hendes sted. Allerede året efter, i 2003, trådte Allan Pedersen tilbage, fordi han flyttede. Næstformand Mikael Sorth Andersen blev ny formand.

